<

Vækst uge 2407-06-2020 - 18:58

Svampe- og skadedyrsbekæmpelse i hestebønner.

Bladlus i vintersæd.

Supplerende info:


 

Vårhvede:

Husk at gøre vårhvede-folket opmærksom på vigtigheden af at bekæmpe bygfluer - første bekæmpelse burde ift. graddagevurderingen/flyvningen have ligget i uge 22/23 - tidligst på de luneste lokaliteter. Og i nogle marker bør der følges op nu / og allersenest bekæmpes hurtigst muligt.

 

Desuden skal man i vårhveden være meget obs. på gulrust, som kan findes i flere sorter. Er der ikke allerede foretaget en svampebehandling i strækningsfasen, bør der hurtigst muligt forebygges/bekæmpes angreb. Ved skridning bør der medtages midler, som samtidig har effekt på septoria.

 

Se tidligere udsendt VÆKST om både svampe og skadedyr i vårhvede.


 

Vårbyg:

I det midtjyske kan stakken nu ses i de tidligste marker - det betyder, at nogle vårbygmarker er endnu længere fremme, mens andre inden længe når det optimale stadie for anvendelse af Cerone forebyggende mod aksnedknækning. Og uanset ønske om anvendelse af Cerone eller ej, bør den vigtige svampebehandling i vårbygmarkerne placeres ved stakkens fremkomst/begyndende skridning. Smittetrykket er ikke højt, men pas især på bygbladplet i Laurikka og RGT Planet - det findes i stor stil i disse sorter, og uanset hvad betaler en behandling ved stakkens fremkomst/begyndende skridning sig altid hjem. Husk på, at en svampebehandling også styrker strået, og mange marker er meget kraftige i år. Ønsker man samtidig at forebygge ramularia med en lidt højere dosis, skal behandlingen også ligge ved stakkens fremkomst/begyndende skridning = fra nu i mange marker.....

 

I denne uge blev det også nemt at finde kornbladbillernes larver ("snotklatterne 🙂) i mange vårbygmarker - se billederne i nedenstående. Måske vil regnen i disse dage evt. vaske nogle af disse af, men HOLD ØJE - de spinkle faneblade i vårbyggen kan blive ædt lynhurtigt, så inden behandlingen mod svampe og evt. Cerone foretages, skal markerne tjekkes for angreb af skadedyr.

 

Se tidligere udsendte VÆKST om bekæmpelse af svampe og skadedyr samt forebyggelse af aksnedknækning i vårbyg. 

 

Havre:

De fleste marker er pt. meget sunde. Hold dog løbende øje med angreb af sygdomme og skadedyr. Husk at en svampesprøjtning i havre også er med til at styrke strået. 

 

Vinterhvede:

Der skal fortsat være fuld fokus på forebyggelse af gulrust i de modtagelige sorter. Igen i år er gulrusten desværre løbet løbsk i nogle især Benchmark- og Drachmanmarker. Vi hører også, at nogle landmænd med Informer fortsat går og trækker den afgørende svampebehandling i en sund sort som Informer - men det er IKKE optimalt. Man skal være glad for, at man har kunnet "spare" den første, T1 behandling, på mange lokaliteter i Informer, men nu skal man altså ikke "lege med ilden". Vi har haft de nedbørsdøgn og den fugt, der er rigelig til at sætte smitten i gang i også sunde sorter som Informer. Derfor - HVIS der endnu ikke er foretaget en svampebehandling i Informer, så er det HØJT på tide at ligge den afgørende svampebehandling på fanebladet/ved begyndende skridning og dette i en god dosis (ca. 50% normaldosis). Så kan det sidenhen vurderes, hvad et evt. opfølgende behov i Informer bliver. HVIS Informer-hveden pt. allerede er halvt gennemskredet/længere fremme i udviklingen, og der endnu ikke er foretaget en svampebehandling, kan der satses på én behandling, men så skal dosis være mindst 60-65% normaldosis, og man vil ikke opnå en så lang virkningstid, som hvis der køres 2 behandlinger i faneblads- og aksbeskyttelsen. 

 

Heldigvis er de fleste marker dog blevet behandlet med T2-sprøjtningen på fanebladet indenfor de sidste 7-12 dage, og den sidste behandling skal så foretages ca. 14 dage efter på et fuldt udviklet aks. Endligt tidspunkt og nødvendig dosis afhænger af vejret og sorten. 

 

Se tidligere udsendt VÆKST om faneblads- og aksbeskyttelse i vinterhvede. 

<